Forslag til ny ret: Stir CRAP med garlic og PAPER. 
... Try the orphanage!
...
Ikke engrish, men synes godt det kunne få en plads - Ingen trompeter i vores gader!
torsdag den 27. oktober 2011
I am rhegend!
Det er hårdt, at være Bangkokian i disse dage. Vi har mistet alle vores ejendele, vandet kilder mine nippels og krokodillerne svømmer overalt omkring os. Ligene flyder i gaderne og hungersnøden er overvældende. Donationer modtages!!!
Lidt mere seriøst, så har jeg stadig ikke set en eneste dråbe vand. Jeg tog en tur på 12km gennem Bangkok i dag og har ikke set noget der bare minder om oversvømmelse. Skolen har lukket og rent vand er ingen steder at finde (heldigvis koster en cola hvad der svarer til en afklippet tånegl - når de ellers er til, at opdrive - så jeg opbygger mig et fedtlag til hårde tider), der bygges dæmninger af cement og sandposer alle vegne og kop-nudler er deres vægt værd i guld, så der er rigeligt med tegn på krise, men indtil videre kan vi gå tørskoede. Det største irritationsmoment er manglen på rent vand. Man skal indtage rimelig meget væske dagligt for, at opnå en nogenlunde væskebalance her i verdens varmeste storby. Da forsyningslinjerne til supermarkederne tilsyneladende er blevet brudt af fantom-oversvømmelser, så bliver alle de gode drikkevarer hamstret, tilbage står man med valget mellem energidrik og grøn-iste med tilsat smag af lotusrod og jordbær og lignende klamme kombinationer.
Jeg får ikke sovet meget for tiden. Jeg bor under forhold der får fængsler til, at ligne de suiter vi så turneer til i weekenderne (som en trøst for de usle forhold skolen har fundet til os) og med seriøst søvnmangel og et væskeindtag der består 80% af energidrik og 20% rødvin går jeg rundt i en konstant trance der minder mest om fjerdedagen på Roskilde - måske er det derfor jeg ikke har opdaget noget vand? Jeg bor i et lille bur hvor 70% af væggene er erstattet af hønsenet således, at man intet privatliv har da alle der går forbi har fit udsyn ind på "værelset". Buret er lokaliseret overfor det toilet jeg deler med 900 fremmede og med den ringe lyddæmpning nettet tilbyder, bliver jeg vækket om natten til lyden af folk der skider. Der er ingen aircon, så temperaturen er døgnet rundt på omring de tredive grader. Jeg deler egentligt værelset - der er 7-8 m2 - med en anden, men han er blevet skræmt af den påståede oversvømmelse og har taget flugten. Til gengæld kan jeg ikke bruge internettet frit da Jæsus-barnet tilsyneladende ikke har tiltro til, at jeg som (på facaden) voksent menneske kan begå mig, på det syndige world wide web. Ydermere er piger forbudt så Caroline kan ikke komme forbi. Heldigvis bor hun i den anden ende af byen på en anden fundamentalistisk institution, hvor vor herre ikke ser nådigt på drengebørn, så vi er tvunget til kun at ses i det offentlige rum.
Heldigvis har den tilsyneladende meget generte oversvømmelse presset priserne på luksus hoteller i bund, så vi har booket os en KÆMPE suite til weekenden - og der er Jæsus altså ikke velkommen!
Anyhow, har jeg set mig varm på en iPad og med begrænsede midler må man ty til skrappe metoder. Da en række krokodillefarme i området er gået over deres bredder, er der i øjeblikket et sundt antal krokodiller løs i gaderne. Den Thailandske regering har gavmildt udlodet 2000 Thb (eller omkring 350 kr) for hver krokodille man indfanger, så jeg er på udkig efter en sej lædervest (og en oversvømmelse) så jeg kan komme igang med, at tjene nogle skejser!
Du behøves ikke bekymre dig lille-mor, jeg kan jo svømme!
... Donationer modtages selvfølgeligt stadig just in case, det kan jo være der er noget vand - et sted.
Lidt mere seriøst, så har jeg stadig ikke set en eneste dråbe vand. Jeg tog en tur på 12km gennem Bangkok i dag og har ikke set noget der bare minder om oversvømmelse. Skolen har lukket og rent vand er ingen steder at finde (heldigvis koster en cola hvad der svarer til en afklippet tånegl - når de ellers er til, at opdrive - så jeg opbygger mig et fedtlag til hårde tider), der bygges dæmninger af cement og sandposer alle vegne og kop-nudler er deres vægt værd i guld, så der er rigeligt med tegn på krise, men indtil videre kan vi gå tørskoede. Det største irritationsmoment er manglen på rent vand. Man skal indtage rimelig meget væske dagligt for, at opnå en nogenlunde væskebalance her i verdens varmeste storby. Da forsyningslinjerne til supermarkederne tilsyneladende er blevet brudt af fantom-oversvømmelser, så bliver alle de gode drikkevarer hamstret, tilbage står man med valget mellem energidrik og grøn-iste med tilsat smag af lotusrod og jordbær og lignende klamme kombinationer.
Jeg får ikke sovet meget for tiden. Jeg bor under forhold der får fængsler til, at ligne de suiter vi så turneer til i weekenderne (som en trøst for de usle forhold skolen har fundet til os) og med seriøst søvnmangel og et væskeindtag der består 80% af energidrik og 20% rødvin går jeg rundt i en konstant trance der minder mest om fjerdedagen på Roskilde - måske er det derfor jeg ikke har opdaget noget vand? Jeg bor i et lille bur hvor 70% af væggene er erstattet af hønsenet således, at man intet privatliv har da alle der går forbi har fit udsyn ind på "værelset". Buret er lokaliseret overfor det toilet jeg deler med 900 fremmede og med den ringe lyddæmpning nettet tilbyder, bliver jeg vækket om natten til lyden af folk der skider. Der er ingen aircon, så temperaturen er døgnet rundt på omring de tredive grader. Jeg deler egentligt værelset - der er 7-8 m2 - med en anden, men han er blevet skræmt af den påståede oversvømmelse og har taget flugten. Til gengæld kan jeg ikke bruge internettet frit da Jæsus-barnet tilsyneladende ikke har tiltro til, at jeg som (på facaden) voksent menneske kan begå mig, på det syndige world wide web. Ydermere er piger forbudt så Caroline kan ikke komme forbi. Heldigvis bor hun i den anden ende af byen på en anden fundamentalistisk institution, hvor vor herre ikke ser nådigt på drengebørn, så vi er tvunget til kun at ses i det offentlige rum.
Heldigvis har den tilsyneladende meget generte oversvømmelse presset priserne på luksus hoteller i bund, så vi har booket os en KÆMPE suite til weekenden - og der er Jæsus altså ikke velkommen!
Anyhow, har jeg set mig varm på en iPad og med begrænsede midler må man ty til skrappe metoder. Da en række krokodillefarme i området er gået over deres bredder, er der i øjeblikket et sundt antal krokodiller løs i gaderne. Den Thailandske regering har gavmildt udlodet 2000 Thb (eller omkring 350 kr) for hver krokodille man indfanger, så jeg er på udkig efter en sej lædervest (og en oversvømmelse) så jeg kan komme igang med, at tjene nogle skejser!
Du behøves ikke bekymre dig lille-mor, jeg kan jo svømme!
... Donationer modtages selvfølgeligt stadig just in case, det kan jo være der er noget vand - et sted.
søndag den 23. oktober 2011
Jeg har ikke haft meget tid til bloggen her på det sidste. Jeg magter simpelthen ikke, at ridse op hvad den sidste måned er gået med, så i må gætte jer frem til det, ud fra billederne.
Vi skal tilbringe den næste måned på sprogskole i Bangkok for, at lære thai. Det kører nogenlunde selvom jeg har meget lidt til fælles med de andre på holdet. Heldigvis er Bangkok et fantastisk sted og undervisningen god. Jeg har ikke set noget som helst til oversvømmelse, men kan se i nyhederne, at det er derude et sted. Vi må krydse vores spisepinde og håbe den ikke kommer til os. Ha det brunt derhjemme!
lørdag den 15. oktober 2011
Endelig hjemme!
Efter 4 måneder er jeg igen hjemme i Danmark. Jeg er var blevet så træt af palmer, hvide sandstrande og flinke mennesker. Åh hvilken herlighed, udsigten til slud og vild med dans!
.... på pikken! Jeg bliver her. Bloggen har stået stille den seneste tid, da jeg har været på rundrejse her i Thailand. Vi er på flugt over stok og sten fra vandmasserene og indtil videre er det gået som smurt. Vi har ikke set skyggen af en oversvømmelse og nu har vores vej ført os til Krabi. Her bor min Farmor's søster og hendes mand, med deres lille hund. Vi ankom i går aftes til spisetid, hvor menuen stod på god hjemmelavet skandinavisk mad, med sovs, kartofler og hele moliviten. Lars er kompetent i et køkken og selvom jeg ikke savner Danmark noget særligt (undskyld folkens), så var der noget trygt og nice ved, at guffe sig i mad som man altid har kendt det. Derudover har de en OVN!!!! så jeg har allerede skrevet mig op til, at skulle stå for madlavningen en af dagene.
I dag var vi så ude og cruise byen tynd med vores værter, da vi kommer forbi "café Europa". Inden vi tog af sted herned fandt en meget gammel (og støvet) bibliotekar, en gammel (og støvet) bog, frem fra deres ældste (og sikkert mest støvede) kælder. Denne bog var en fortælling om en dansk families rejse rundt om i Thailand og jeg mindedes deres begejstring for Cafe Europa. Vi måtte selvfølgelig et smut indenom hvor to danske ejere havde indrettet nærmest som et sommerhus. Vi fik os et udvalg af smørrebrød, med hjemmelavet leverdreng og syltede sager, min personlige favorit rullepølse med løg og en snitte med dræber ost auf Dänemark (se toppen af denne post). Efter en sludder om deres rullepølsepresser (et stykke værktøj jeg vil prøve, at efterligne når vandstanden i landsbyen har lagt sig) købte vi os et nybagt rugbrød to-go og vente tilbage til østen, fra vores halve times dansk sommer (I Thailand - I oktober)
lørdag den 1. oktober 2011
Chang falang!
Livet hernede kører på skinner og man føler sig mere og mere som en af de lokale. Folk stirrer ikke (helt så meget) mere og jeg kan efterhånden tale godt nok thai til, at de ikke bliver bange for mig når jeg forsøger, at score mig en ananas hos de lokale. Alt i alt, føler man sig efterhånden, lidt som alle andre.
I går havde jeg for alvor mulighed for, at tage nogle gode billeder, af noget autentisk dagligdags liv hernede og hvad gør jeg (som så mange gange før i øvrigt)? Jeg glemmer selvfølgeligt mit kamera. Jeg har skudt så mange meningsløse billeder, men når der endelig sker noget jeg egentlig gerne vil have billeder, får min iver - igen - lov til, at løbe om hjørner med mig.
I går havde jeg inviteret mig selv på madlavningskursus hos en af Carolines elevers mormor. Et vidunder af en sød dame der tager sig af sit barnebarn, mens hendes børn (som det så ofte er tilfældet hernede) arbejder i en turistby. Hvis ikke man ønsker, at hjælpe i mors og fars foodstall/bus/facadebutik så er det meget sparsomt med jobs og derfor må rigtig mange søge mod turistfælderne for, at gøre krav på en hyre. Dette er altså tilfældet for begge hendes døtre, den ene af dem valgte dog, at joine os til lejligheden (selvfølgeligt fordi jeg kom!). Mormoren der går under navnet Manaa (elevens navn) Yaa (mormor), har altså ikke et navn, men hun svinger wokken kyndigt og hendes omgang i "køkkenet" minder mig om min egen mormor (ja måske bare mormødre generelt). Jeg skriver køkken i gåseøjne da hendes køkkenfaciliteter er begrænset til et blus på toppen af en gasflaske. Det lod hun sig dog ikke gå på af, og i et rask væk fik vi lavet Gaeng pet moo (stærk karry med gris) og sur søde rejer. Vi indtog herlighederne som man nu bør, den lille familie, en kvindelig lærer og yours truly siddende på gulvet,
Det er jeg dog stadig ikke blevet helt gode venner med, det med at sidde på gulvet. Da vi ankom hernede anså jeg denne position som en snild sag, der var ikke det min über-Shouzitzu(fra Braziuo!)-smidighed ikke kunne klare, men den tanke er dog igen og igen blevet gjort til skamme. Jeg starter meget godt ud, men i takt med hver en skefuld ris stiger ubehagen. Det starter roligt ud som en mild stikkende smerte i knæområdet, men mens jeg fylder mig med alskens goder og gør mig på gebrokkent thai anerkender jeg kun sporadisk, at der er noget helt galt i mine ben. Når jeg så endelig kommer til det punkt hvor mætheden sætter ind har følelsesløsheden som regel også gjort sit indtog. Her gør man klogt i bare at blive siddende, men næææ nej jeg skal skifte stilling for, at sidde som en anden lille havfrue. Det er her jeg fortryder, at jeg overhovedet satte mig, hvad fanden tænkte jeg - igen?!- på? Smerten ved, at genoplive de stænger min krop for længst havde opgivet, er til at tage og føle på. Stærkmand som jeg jo er, bider jeg det efter bedste evne i mig, mens en stille tåre sniger sig, som en tyv i natten ud af min øjenkrog. Det er ved det punkt, at jeg indser jeg stadig er dobbelt så stor som alle andre og kridhvid.
Dette har alle andre jo heldigvis indset for længe siden, så de bruger det ikke imod mig. På dette tidspunkt, er spisesituationen heldigvis også overstået, så jeg behøver ikke genoptage min skrædderstilling, på det - ellers meget behagelige - stengulv, men kan bare slænge mig som den store, blege dovenkrop, jeg i virkeligheden er. Jeg har som sagt ingen billeder af mig selv hvor jeg føler mig som en elefant, så her har i det næstbedste.
I går havde jeg for alvor mulighed for, at tage nogle gode billeder, af noget autentisk dagligdags liv hernede og hvad gør jeg (som så mange gange før i øvrigt)? Jeg glemmer selvfølgeligt mit kamera. Jeg har skudt så mange meningsløse billeder, men når der endelig sker noget jeg egentlig gerne vil have billeder, får min iver - igen - lov til, at løbe om hjørner med mig.
I går havde jeg inviteret mig selv på madlavningskursus hos en af Carolines elevers mormor. Et vidunder af en sød dame der tager sig af sit barnebarn, mens hendes børn (som det så ofte er tilfældet hernede) arbejder i en turistby. Hvis ikke man ønsker, at hjælpe i mors og fars foodstall/bus/facadebutik så er det meget sparsomt med jobs og derfor må rigtig mange søge mod turistfælderne for, at gøre krav på en hyre. Dette er altså tilfældet for begge hendes døtre, den ene af dem valgte dog, at joine os til lejligheden (selvfølgeligt fordi jeg kom!). Mormoren der går under navnet Manaa (elevens navn) Yaa (mormor), har altså ikke et navn, men hun svinger wokken kyndigt og hendes omgang i "køkkenet" minder mig om min egen mormor (ja måske bare mormødre generelt). Jeg skriver køkken i gåseøjne da hendes køkkenfaciliteter er begrænset til et blus på toppen af en gasflaske. Det lod hun sig dog ikke gå på af, og i et rask væk fik vi lavet Gaeng pet moo (stærk karry med gris) og sur søde rejer. Vi indtog herlighederne som man nu bør, den lille familie, en kvindelig lærer og yours truly siddende på gulvet,
Det er jeg dog stadig ikke blevet helt gode venner med, det med at sidde på gulvet. Da vi ankom hernede anså jeg denne position som en snild sag, der var ikke det min über-Shouzitzu(fra Braziuo!)-smidighed ikke kunne klare, men den tanke er dog igen og igen blevet gjort til skamme. Jeg starter meget godt ud, men i takt med hver en skefuld ris stiger ubehagen. Det starter roligt ud som en mild stikkende smerte i knæområdet, men mens jeg fylder mig med alskens goder og gør mig på gebrokkent thai anerkender jeg kun sporadisk, at der er noget helt galt i mine ben. Når jeg så endelig kommer til det punkt hvor mætheden sætter ind har følelsesløsheden som regel også gjort sit indtog. Her gør man klogt i bare at blive siddende, men næææ nej jeg skal skifte stilling for, at sidde som en anden lille havfrue. Det er her jeg fortryder, at jeg overhovedet satte mig, hvad fanden tænkte jeg - igen?!- på? Smerten ved, at genoplive de stænger min krop for længst havde opgivet, er til at tage og føle på. Stærkmand som jeg jo er, bider jeg det efter bedste evne i mig, mens en stille tåre sniger sig, som en tyv i natten ud af min øjenkrog. Det er ved det punkt, at jeg indser jeg stadig er dobbelt så stor som alle andre og kridhvid.
Dette har alle andre jo heldigvis indset for længe siden, så de bruger det ikke imod mig. På dette tidspunkt, er spisesituationen heldigvis også overstået, så jeg behøver ikke genoptage min skrædderstilling, på det - ellers meget behagelige - stengulv, men kan bare slænge mig som den store, blege dovenkrop, jeg i virkeligheden er. Jeg har som sagt ingen billeder af mig selv hvor jeg føler mig som en elefant, så her har i det næstbedste.
Abonner på:
Opslag (Atom)