hverdagen

Nu er jeg ovenpå sygdommen igen og har lige haft dagens to første timer. Da jeg således har fri indtil frokost vendte jeg næsen hjem for, at sænke min kropstemperatur under min airconditions nådefulde pusten. På vejen sker der det samme som der plejer - jeg bliver sulten da jeg passerer markedet og de omkringliggende madboder. Det er dog ikke en hvilken som helst sult, det er en meget specifik sult der kalder på suppe og det skal være suppe fra suppe damen. Jeg beordrer derfor min ganger i retning af hendes hus, men desværre kun for, at finde det tomt. Den herlige dame er ikke til at finde og selvom naboerne meget gerne vil hjælpe har vi desværre ingen fælles sprog, at tale på. De peger alle sammen op i luften og det resulterer kun i, at jeg får sol i øjnene, men jeg er stadigt lige langt fra min skål med nudler og flydende goodness. Jeg svinger mig derfor endnu en gang i sadlen, da jeg er kommet i tanke om, at vores søde naboer vidst nok også laver suppe ude foran deres hus. Jeg har aldrig været der og spise, men har ofte tænkt på, at gøre det. Da jeg kommer susende vinker og smiler de vanen tro og jeg  hopper ind og får mig en skål.

OG hvilken skål det var! Med friturestegte wontons, svinekød, en friturestegt grøntsag eller frugt jeg ikke kunne identificere, bønnespirer, nudler og en fond så velsmagende, at jeg måtte gøre mig umage for ikke at skide i bukserne! Hold nu kæft hvor var det fråder! Imens fik vi os en lille sludder om hvor jeg arbejdede og kom fra og jeg blev introduceret for bedstemor der kom fra Kina og det hele er så super hyggeligt. Og nååår ja, så kostede denne fantastiske spise under 3,50 kr.

Jeg lover, at skaffe et foto af herligheden én af de næste dage.

Alt er så laid back hernede. Ingen er snerpede eller er for vigtige til, at tale med deres medmennesker og snakken går lystigt hvor end man kommer. Omend man er i bussen, i ell'veren eller ved, at score sig en snack får man øvet sit gebrokne thai og de deres gebrokne engelsk. Det utroligt hvor meget man kan kommunikere med så få midler, hvis bare man forsøger ihærdigt nok. At snakken går i byen, har vi oplevet mange eksempler på. For eksempel var vi i går nede for, at købe lidt aftensnack og vejen går derfor forbi, mens vi står der opfanger jeg på thai, at de taler om, at jeg  har været syg. Det er første gang jeg handler der og har aldrig vekslet et ord med nogle af dem. Derudover ved de fleste i byen allerede på forhånd, at vi kommer fra Danmark og den slags. Det er nu hyggeligt nok, at leve i sådan et lille samfund hvor alle kender alle, det betyder også, at man ikke behøves, at låse sine ting hernede - for hvem skulle tage dem?

 Hyg jer, Håber i har leverdrenge med i madpakken!