Som alle andre steder i verdenen har hver by i Thailand også hver sin charme. Landsby livet i Hua Khunchae var fantastisk de første par måneder, men bymennesket i mig længtes til tider efter mere larm og dårligere luftkvalitet. Når alting blev for landligt og idyllen transformerede sig til kedsomhed, var svaret halvanden times køresyge i en bus der ikke engang var blevet synet, spritny fra fabrikken, i Danmark, før jeg igen kunne ånde lettet op - et åndedrag svarende til ca. 700 grønne cecil - nu var vi i Bangkok. Bangkok er alt det som landsbyen ikke er - og omvendt - og derfor komplimenterer de to hinanden glimrende. Bangkok er larmende, forurenet, forvirrende, beskidt, overbefolket, fyldt med sexturister (som i daglig tale går for at være alle der tydeligvis er turister, typen der slængrer forvirret rundt iført pangfarvede shorts, en tanktop med et lokalt ølmærke, en Lonelyplanet i den ene hånd og et spejlreflekskamera i den anden, mens man forsøger at praje en tuk-tuk - skrev jeg man? de for helvede! sådan var vi i hvert fald ikke da vi lige var ankommet) og alskens anden herlighed som storby liv fører med sig. Bangkok er en fed by når man kender den, men for det utrænede øje er Bangkok uoverskuelig! Bangkok er stor! Arealet svarer stort set til Sjælland og befolkningstallet på den lede side af de 10 millioner. Jeg husker da jeg for første gang indåndede den gas fra dødsriget der konstituerer luft i landets hovedstad og jeg med et kort i hånden forsøgte at finde Chinatown da jeg havde hørt at koncentrationen af lækkerier her var størst. Jeg vandrede og vandrede, fuldstændig sjaskvåd af sved mens min assistents moral faldt drastisk, fast besluttet på at man sagtens kunne gå derhen som jeg jo havde været vant til i min egen lille andedam i Købmandehavn. Da spadserturen havde taget form af en vandretur i stedet, måtte jeg sande at jeg tog fejl. Vi prajede en taxa og 40 minutter senere var vi fremme ved hvad der havde været 5 cm og 8 gader på et kort. Bangkok er stort, rigtig stort.
Heldigvis behøves man ikke pendle imellem de to yderligheder for at finde sig tilpas. Der findes en kur - og kuren hedder Chiang Mai. Chiang mai hvor min hushjælp og jeg nu slår vores rødder er den perfekte blanding og er blevet beskrevet som en storby, med landsby stemning. Og det er lige præcis hvad der venter en på disse kanter. Omgivet af bjerge (som vi nu har udsigt til, da røgen er lettet en smule) finder man denne by, der har alt det bedste fra Thailand samlet et sted. Livet her føles autentisk, det gør det også i både landsbyen og Bangkok, men alle steder sydpå er bygget med det formål at akkommodere turister og som en effekt deraf føles alting som en sydøst asiatisk version af Disneyland. Chiang mai får derfor også en anden slags turister og herboende hvide. Alle de slibrige fede, dumme, klamme (ja, okay i har hørt remsen før) tager ned sydpå hvor bordellerne ligger tæt og der er flere parasoller end sandkorn på strandene. Derfor er har turisterne her en karakter der vægter oplevelser højere en ping-pong show (google det hvis begrebet ikke er jer bekendt - ikke dig mor.. og slet ikke dig mormor!) og pomfritter i vandkanten. Backpackerne er de mest irriterende turister her, og så er det i virkeligheden ikke særlig slemt. Derudover er her billigt! Prisniveauet er ikke skruet op som man ser det ved strand destinationerne og maden er ikke spoleret af turister med sarte smagsløg. Alt i alt er Chiang mai alt det jeg har ønsket mig og nu starter Song kran, mere om det næste gang!
