Da doktormanden har sat mig på dødskur, kun enkelte af madpusherne i mit hood kan leve op til, måtte jeg tage sagen i egen hånd. Jeg tog derfor min trofaste beundrer under armen og drog mod, et supermarked i nærheden hvor man kunne erhverve sig alskens herligheder fra de koldere himmelstrøg. Først gik mine tanker i retning af risotto, men da jeg så en pakke med sort pasta vidste jeg, at den slags udskejelser måtte vige pladsen - i hvert fald for nu. I kurven røg der endvidere et par pakker med blandende svampe, lidt skinke, fløde (lækre, herlige fløde hvor har jeg savnet dig) og nogle baby asparges. Således var rammerne sat for en en gang (for mig) ægte comfortfood her på den anden side af kloden. 

Først skulle vi dog lige spise os igennem nogle meget lidt nævneværdige Dim Sum og denne meget mere interessante isdessert

Da de ikke har nogle stegepander og kun kæmpe store suppegryder måtte jeg finde min gamle ven frem. Jeg troede sidst, at det var en del af en vandbads anordning, men jeg er faktisk blevet ret sikker på, at det i stedet er en af komponenterne til et damp"tårn". I den røg løg og hvidløg først, efterfulgt af skinke og svampe og til sidst baby aspargesene, før det hele fik en gang fløde og lov til lige at finde sig selv. Da jeg kun har et enkelt blus måtte jeg koge pastaen i min elkedel, men resultatet er heldigvis det samme - det betaler sig, at være kreativ.

Da jeg havde finkerne med til bords var jeg nødsaget til også at putte noget grønt på bordet. Lidt fint snittet rødkål med appelsin fileter, æblestyker og græskarkerner var hvad det blev til i denne omgang.

Jeg har stadigt ondt i maven, men som den muskelmand jeg er, bider jeg det i mig og fortsætter min daglige gang. Værre er det heller ikke og jeg vil stadig hundrede gange hellere være syg her, end rask derhjemme.